Præst Vinther Duo

Anja Præst: Klarinet, basklarinet og sang
Jesper Vinther: Harmonika

Hjertevarm folkemusik med sjæl, historier og spilleglæde

Oplev en stemningsfuld og medrivende koncert med Præst Vinther Duo, hvor musik og historie smelter sammen i en levende fortælling om mødet mellem en sjællænder og en jyde – og deres fælles rejse gennem verden og folkemusikkens mangfoldige landskaber.

Klarinettist og sanger Anja Præst og harmonikaspilleren Jesper Vinther har i mere end 30 år begejstret publikum med deres virtuose spil, smittende spilleglæde og unikke sammenspil. Duoens repertoire spænder bredt og rummer både egne kompositioner og sange, inspireret af danske spillemandsmelodier, viser og klezmer, samt traditionelle melodier fra de egne, musikerne selv stammer fra. Undervejs deler de fortællinger om musikkens tilblivelse, anekdoter fra livet på landevejen og historier om de spillemænd, der har holdt den traditionelle musik levende gennem generationer.

Koncerten kan suppleres af fællessang, hvor publikum inviteres til at synge med på velkendte sange f. eks. fra Højskolesangbogen, årstidssange eller gamle revyviser. 

Præst Vinther Duo formår at forene det virtuose med det folkelige – koncerten er både en lytteoplevelse og en mulighed for at synge med og mærke musikken helt tæt på.

En koncert med Præst Vinther Duo er en rørende og livsbekræftende oplevelse, hvor folkemusikken fylder rummet og sætter smil på læben.

Efterfølgende eller i forbindelse med koncerten, kan duoen spille op til dans. Det kan både være fællesdanse i kreds eller pardanse efter behov. 

Koncerten er meget velegnet til kirker, musikforeninger, højskoler. små spillesteder etc.

Pressefotos
Klik på billedet, så det åbner i et nyt vindue og download herefter.

Fotos: Mads Fisker