Klarinettist med stor kærlighed til basklarinetten

Jeg er født i København i 1972, men voksede op i Hyllinge ved Næstved.

Næstved musikskole var mit andet hjem, og musiklærerne Hanne Winther Knudsen og Poul Chr. Nielsen mine pædagogiske og musikalske forbilleder.

Jeg spillede til folkedans fra jeg var 9 år, og folkemusikken betød meget for mig, selvom jeg i mange år ville være klassisk klarinettist. Jeg fik undervisning af soloklarinettisten fra Sjællands Symfoniorkester, Svend Rasmussen, fra jeg var 15 år, men jeg tror, at han synes, jeg var en håbløs elev, som gang på gang mødte op med træt embouchure efter endnu en danseaften med 4-6 timers folkemusik klarinetspil uden pauser.

Da jeg blev 19 startede jeg på MGK i Ishøj med Bo Sand som klarinetlærer. Det var 3 gode år med masser af kammermusik med mine medstuderende og koncerter/stævner med Phønix i alle weekender.

I 1994-98 gik jeg på AM uddannelsen i Århus og lærte rigtig mange gode pædagogiske redskaber. I disse år blev jeg klar over at det var ok, og ikke mindre fint, at være folkemusiker og skrev sammen med Julie Heebøll, Kristine Heebøll, Jesper Vinther og Katja Mikkelsen en rapport om folkemusikken i Danmark, som var direkte medvirkende til at folkemusikuddannelsen startede i Odense i 1998. Fra 2000-2002 gik jeg selv på Folkemusiklinjen.

I 1990 dannede jeg sammen med Jesper, Katja og Lars Folkmann bandet Phønix (fra 1990-1995 kaldet Fritterne). Vi lyttede meget til Svenske Filarfolket og Avadå band med klarinettisten Dan Gisen Malmquist og da jeg på MGK fik mulighed for at låne en basklarinet, var jeg solgt – fantastisk instrument!
Gisen er stadig mit store idol, og jeg var så heldig få ham som lærer på konservatoriet.

Phønix har gennem årene udviklet sig fra en spillemandsgruppe med optrædener på festivalernes frie scener, til et professionelt folkband, med ca. 80 koncerter om året. Med Phønix har jeg haft fantastiske oplevelser med koncerter på store og små scener i det meste af Europa, USA, Canada, Japan og Kina.

I 2008 indspillede jeg min solo cd “Hemmeligheden”, som også blev startskuddet til min kompositionsvirksomhed, og til at jeg blev inviteret med i så mange nye spændende konstellationer og bands.

Jeg elsker at skabe musik og nyder samværet og interaktionen med mine med-musikere og med publikum i fulde drag og føler mig meget priviligeret over at have musikken som mit levebrød.

Meritter og priser:

  • Almen Musiklærer Eksamen (AM) fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1998.
  • Folkemusiker fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2002.
  • Nomineret som årets folk komponist for solo cd’en ”Hemmeligheden” i 2009.
  • Modtager af 4 Danish Music Awards – Folk med gruppen Phønix.
  • Modtog i 2004 Danish Music Awards – Folk’s Special Award for mit arbejde med ROD, FOD og Folkemusikuddannelsen.
  • Modtog Spillemands prisen ved Musik over Præstø Fjord Festivalen 2012.
  • Indstillet til German Record Prize 2014 i kategorien Folk/Folklore for Anja Præst Trios cd “Resonans”.
  • 2016 udnævnelse til Rigsspillemand i traditionen efter Gunnar Jensen, Skælskøregnen.